Fanget.

Det har været svært for mig at nå den erkendelse af at det er noget jeg virkelig vil. Det kræver en utrolig stor tillid fra min side til Herren. At han kan tyde min krops reaktioner og vide hvad den har behov for og lyst til, og vide om han har lyst til at give den det, for det har han jo ikke altid. Jeg har et udpræget vinderinstinkt og jeg hader at lave fejl, jeg vil altid være den bedste til alting, uanset hvor meget træning jeg har haft og uanset det forspring andre måtte have i forhold til mig. Samtidig er jeg tryghedsnarkoman og deraf en kylling. Det er ikke en fordel, når man starter på oplæring til slavinde.

Kors hvor er der mange fejlmuligheder, og kors hvor er jeg blevet skræmt mange gange, og ja ind i mellem går der stadig fisk i det for os. Min Herre ved jeg er en kylling og kan risikere at overfortolke mine reaktioner, og der skal ikke meget til at sætte min fantasi i gang og pludselig er jeg skræmt fra vid og sans.

Jeg har kun brugt mit stopord den ene gang, men jeg kan stadig huske det. Min Herre har sagt til mig, at hvis det ikke lige var mig, så gad han ikke bruge alt det krudt på mig, før jeg havde nået den erkendelse af at det var noget jeg ville. I stedet har han gang på gang sat mine følelser før sine egne og stoppet på halvvejen, for at jeg kunne følge med, også psykisk. Han har talt og eksperimenteret med mig om og om igen og gentagne gange startet forfra.

En wannabe?

Måske er jeg bare en wannabe. Men jeg ønsker det stærkt nok til at føle lysten ved tanken om hvad han kan og vil gøre ved mig, og stærkt nok til at nyde det, mens han gør det ved mig (selv om jeg stadig engang imellem lader fantasien løbe af med mig og bliver skræmt af fantasien).

I hvert fald er jeg min Herre dybt taknemmelig over at han trods alt har gidet have besværet med at indvi mig i det sorte univers, og vist mig at det ikke er en psykisk sygdom at være til S/m.

6 måneder efter.

De seneste tre måneder har jeg skubbet og trukket i min Herre for at få halsbåndet, men han ville være sikker på at jeg ikke var en wannabe, at jeg virkelig mente det. Men nu har jeg fået halsbåndet og er blevet til en slavinde, der ligger mange gode og knap så gode oplevelser imellem den første oplevelse og den seneste.

Efterhånden som jeg blev mere og mere sikker på at det jeg ville var at bære hans halsbånd, blev jeg mere og mere utilfreds med ikke at kunne fortælle hvem jeg tilhørte og at jeg ikke kunne hilse korrekt på ham når vi var i samme chatrum. De fleste tøser er stolte over at vedkende sig at være ejet og stolte over at en Master vil tage ansvaret for dem. Det er jeg også, men måske var det det jeg skulle lære? Tålmodighed har aldrig været min stærke side.

24 måneder efter

Nu har jeg for længe siden fået mit halsbånd.  Og jeg har bevæget mig langt siden dengang. Men der er stadig ting der går i fisk. Noget af det som utroskaben har haft som bivirkning er at min tillid ikke længere er blind. Det gør det svært for mig at lære noget nyt, for jeg skal lige føle mig helt sikker på hvad det er han gør. Det irriterer ham, men han kender stadig godt grunden.

Ca et år efter vi var flyttet sammen igen, opdagede jeg at han stadig så sin tidligere elskerinde. Ja hende han ville flytte sammen med. Det rev næsten vores parforhold i stykker. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke gik, for i dag kan jeg se at vi næsten gik i stå. Det tog næsten endnu et år, inden jeg havde gennemarbejdet det inden i mit hoved og besluttet mig for at jeg ville give ham den sidste chance. Men der gik skår i tilliden, og det er først nu at jeg igen kan give mig om ikke 100% så i hvert fald 95% og hvem kan forlange mere. Så nu føler jeg mig klar til at lære nyt igen. Nu har jeg igen den tillid som er så nødvendig for mig, for at jeg kan lægge min krop og sjæl i hans hænder og lade ham lede vejen.