Det sværeste er:

Det sværeste at acceptere (for mig i hvert fald) var, at dette var noget som jeg ønskede. Jeg er en "pæn borgerlig pige" der er opdraget til at have mine egne meninger om alting, påtage mig et ansvar osv. Det er en frygtelig ting, så at opdage at jeg i virkeligheden tændte på ingen ansvar at have bare at følge med og acceptere og nyde det min Herres lystede at gøre ved mig, uanset om det var påførelse at smerte eller almindelige kærtegn. Jeg har altid vist med mig selv, at en mand jeg kunne styre og kontrollere gad jeg ikke. Jeg ville lynhurtigt miste respekten for ham og bevæge mig videre. Jeg har aldrig kunnet styre min mand.

Jeg har ellers prøvet. Det sværeste er stadig for mig den psykologiske del af S/m. Men det lader som om det ikke kun er mig den del er svær for. Desværre har jeg opdaget at mange Herskere også lader hånt om den psykologiske side, og har glemt at det største g-punkt hos en kvinde sidder mellem ørerne. Det gælder OGSÅ for submissive kvinder.

På'en igen *S*:

Jeg fik endelig taget mig sammen til at fortælle ham, at selv om jeg havde brugt stopordet, så betød det ikke, at jeg ikke mere ville prøve, at jeg ikke var skræmt, men at jeg havde fået lyst til at prøve mere. Jeg har dog ikke siden bevist overtrådt en regel. Tjaaa det vil sige kun en gang og det var langt senere og efter nøje overvejelse. Jeg ved ikke hvem af os der nød det mest.

Vi legede kontinuerligt hen over sommeren og vi udviklede os begge. Min Herre lærte at for mig var det en nødvendighed og meget naturligt at græde som pisket. En del af den nødvendige underkastelse. Han lærte at det ikke betød stop når tårene flød, men at det snarere betød - nu er du ved at have mig.

Også for min Herre er det svært:

Det er vel unødvendigt at fortælle at vi havde lange samtaler om emnet og vores reaktioner. Vi prøvede at gå tilbage til almindelig vaniliesex igen og det var da meget hyggeligt. Det kom som et chok for ham, da jeg en dag, mens vi havde almindelig sex, bad ham om at få lov at mærke hans hænder. Jeg tror først, det var den dag han troede på, at jeg mente det og fra den dag er det stødt gået fremad.

Men jeg måtte ind og hente O's historie og læse den part for ham hvor O beder om nåde og græder, før han turde tro på at det kunne være en almindelig reaktion.